Frøerne flytter ind når gravemaskinen kører væk 

12/12/22
Hos Liebhaverskovfogeden tilbyder man at etablere vandudsigt fra terrassen, og faktisk er det ikke dyrt at opfylde drømmen om egen sø med frøer og guldsmede. 

Drømmen om vandudsigt fra hjemmet eller fritidshuset er ikke forment boligejere med penge til at købe huse i første række til vandet. For godt 30.000 kroner kan man, hvis forholdene på grunden ellers tillader det, etablere sin egen sø, og efterspørgslen er stigende, lyder det fra Claus Hemmingsen fra Liebhaverskovfogeden, der de seneste år har anlagt søer i mange størrelser og prisklasser for sine kunder.

 

-Man kan etablere en fin lille sø fra ca. 30.000 kr. plus moms, men vi laver også store søer til 250.000 kr. og derover. Det er typisk jægere, der efterspørger etablering af søer tæt på deres fritidslandbrug, men der er også mange landmænd, der vil opgradere naturen på gården med en eller flere søer, forklarer indehaver af Liebhaverskovfogeden Claus Hemmingsen.

 

Etablering af søer med tilskud

Idyllen omkring en sø, og det rige dyreliv, der følger med, er den hyppigste årsag til, at Liebhaverskovfogedens sø-kunder vælger at grave et hul i jorden og fylde det med vand, og det var også årsagen til, at Claus Hemmingsen selv etablerede søer på sin ejendom.

 

-Jeg har selv tre søer, og hele sommeren, specielt i sensommeren, er der fyldt med guldsmede i en radius af 100 meter omkring søerne; både blå, grønne og røde. Søer er den naturændring, der kvitterer hurtigst for etableringen, og frøerne flytter ind nærmest før gravemaskinen er kørt væk, fortæller Claus Hemmingsen.

 

Claus Hemmingsen anslår, at 8 ud af 10 søer der er blevet etableret med hjælp fra Liebhaverskovfogeden nu leverer naturoplevelser på fritidslandbrug. Typisk har søerne en størrelse på 1000 til 1500 kvadratmeter, og der kan søges støttekroner til etableringen fra Jagttegnsmidlerne, som alle aktive jægere i Danmark betaler et bidrag til via Jagttegnet.

 

-Hvis du vælger at etablere en ny sø på din ejendom, så kan du få 17.000 kroner i tilskud til søer med en størrelse på over 600 kvadratmeter. Men tilskuddet gælder pr. sø, så vil du have flere søer på grunden kan du søge tilskud til dem alle, forklarer Claus Hemmingsen, der sammen med sin kollega Line Kragelund har specialiseret sig i at håndtere planlægningen, tilskudsansøgning og etablering af søer hos vandglade grundejere. 

 

Sø-projektet skal holde vand

Før man sætter tænderne fra gravemaskinen i jorden, så er det vigtigt, at den fremtidige sø vil kunne holde vand, og derfor tager Claus Hemmingsen sammen med de fremtidige søejere på besøg på ejendommen for at se på, om de rette forhold er til stede. 

 

-En sø skal blive fyldt til randen, og det betyder, at der skal være grundvand eller overfladevand, der løber til. Jordlagets type skal også kunne bevirke, at vandet bliver i søen. Nogle steder har vi pumper til at køre, for at holde vandet væk mens vi graver, men andre steder tager det måske et par år, før vandet finder sit nye, naturlige leje, lyder det fra Claus Hemmingsen.  

 

Men selvom det altså tager tid at få søen til at blive tilpasset landskabet udenfor vinduerne, så er selve etableringen ofte hurtigt klaret, hvis ellers forarbejdet er på plads, og hvis man husker at tage årstiderne i ed. 

 

Søer kan som regel kun etableres, når der er tørt føre, med mindre der er meget sandet, og har man planer om at oprense eksisterende vandhuller, så skal man være opmærksom på, at det så skal ske i tidsrummet fra den 1. september til den 1. marts, altså udenfor paddernes ynglesæson. Og selvom mange søer bliver gravet når jorden er mest tør efter høst, og når markbruget generes mindst muligt af arbejdet, så er det i løbet af vinteren tilladelsen skal søges, hvis man vil søge tilskud til sit søprojekt via Jagttegnsmidlerne.  

 

Hvis der ud over en sø også står en skov eller et frugtlund på ønskesedlen, så kan Liebhaverskovfogeden også stå for etableringen af det, men først skal Liebhaverskovfogeden forbi grunden for at se, om drømmen om vandudsigt kan blive opfyldt, men så går der ellers ikke lang tid før padder og insekter kan flytte ind. 

 

-Realistisk set vil man kunne have en ny sø etableret allerede til foråret 2023, hvis man sætter gang i projektet nu, lyder vurderingen fra Claus Hemmingsen, som sammen med sit sø-team gerne påtager sig at gennemføre projektet fra start til slut. 

 

Det skal du vide før du etablerer din egen sø: 

Jordbundsforholdene skal gøre det muligt at vandet naturligt bliver i søen, og det betyder at der skal være vandstandesende lag som ler, eller også skal grundvandet stå højt i jorden.  

 

Søer graves med gravemaskine, og overskudsjorden fra sø-hullet vil kunne bruges til at etablere eksempelvis insektvolde eller anden ny natur andre steder på grunden. 

 

Søen skal se ud som om den altid har været der, når den er etableret, og det betyder eksempelvis, at søer ikke kan etableres på en bakke.  

 

Ansøgning om tilskud til etablering af søer: 

1. I 2023 kan der søges tilskud til søer over 600 m2 via Jagttegnsmidlerne.  

2. Tilskuddet er på 17.000 kroner per sø. Tilskuddet er skattepligtigt.  

3. For at der kan søges om tilskud skal man først have en tilladelse. 

4. Tilskudsrunden løber i hele januar måned, så tilladelsen skal være klar 31. januar 2023. 

Kontakt Claus

Mobil: 40 13 44 29
Send en e-mail

Få lavet en

masterplan

 

Se hvordan »

Skovrejsning

søg tilskud

 

Se hvordan »

Nyhedsbrev?

Tilmeld dig her

 

Tilmeld »