Nydelsen ved skoven blev større med en masterplan

10/18/22

En udviklingsplan fra Liebhaverskovfogeden har givet skovejer Claus Andersen større indsigt i skovens dynamik og har bevirket, at skoven kan finansiere fremtidige tiltag.   

 

Claus Andersen købte for et par år siden en skov i Gadbjerg ved Jelling for at kunne udfolde sin passion for jagt og natur under eget løvtag. For Claus er noget af charmen ved skoven langsomheden, for i skovens dybe, stille ro betyder ét eller to år ingenting, og der kan let gå fem til ti år før man som gæst i skoven kan se en forskel.  

 

Men som nyudsprunget skovejer var der mange ting Claus Andersen ikke havde styr på omkring sine 13 hektar jord, der var domineret af en blanding af ung løvskov og lidt ældre nåleskov, og han ville derfor gerne have vished om skovens tilstand og mulighederne i den.  
 

-Min udfordring var, at jeg havde købt en skov, og følte en interesse for skovdrift på hobbyniveau, men jeg anede ikke noget som helst om, hvordan man driver en skov, fortæller Claus Andersen. 

 

I den yngre skov skal der laves mange indgreb over de næste år, og derfor har Claus Andersen gennem Liebhaverskovfogeden fået lavet en ti-årsplan for, hvordan skoven skal gribes an, og det betyder blandt andet at der er blevet afdrevet og fældet bevoksninger. Og de mindre opgaver, som skovejeren selv kan overkomme, dem lægges der også en plan for.

 

-Claus er hobbymand, som vil bruge skoven rekreativt med familien og med jagt, så vi har fundet opgaver til ham, som han selv kan lave, og resten laver vi for ham. Da der er tale om eksisterende skov, har han fået et udførligt kort, hvor han kan se, hvad der er skal fældes og hvad der skal plantes, forklarer Claus Hemmingsen fra Liebhaverskovfogeden og uddyber, at skovkortet er digitalt, hvilket betyder at kortet kan opdateres løbende som skoven ændrer karakter. Skovkortet er også en hyggelig ting at have. Eksempelvis er Stednavne også plottet ind, så skovejeren føler større ejerskab over sin skov. 

 
Masterplan giver overblik 

En masterplan starter altid med en grundig tur rundt på ejendommen, for det er i en samtale med ejeren, vi finder frem til kundens ønsker og drømme, siger Claus Hemmingsen fra Liebhaverskovfogeden.  

 

Når man er ny på en land- eller skovejendom, så oplever Claus Hemmingsen og Line Kragelund der begge er skovfogeder, at kendskabet til skovdrift er begrænset. Mange kunder kender knapt arterne, og derfor kan de heller ikke selv forudsige, hvordan skoven kommer til at se ud om tyve år. Og her kan fagfolkene give et overblik over fremtidsmulighederne i skoven. 

 

-Masterplanen har gjort det overskueligt, hvad det er for nogle vækster, der er i de forskellige områder i skoven, hvor gamle de er, og hvordan de skal plejes for at sikre den bedste udvikling i skoven, blandt andet i forhold til hvornår der skal tyndes ud i skoven, siger Claus Andersen og uddyber: 

 

-Havde jeg ikke haft planen, havde jeg passet skoven på et lavere niveau, og så var der nok noget, der var groet til, andet var bukket under - og andet igen ville have vokset langsomt.  

 

-Min nydelse ved at gå i skoven er større, når jeg ved, hvad der bliver lavet, lyder det fra Claus Andersen, som er sikker på, at det også rent jagtmæssigt vil gøre en stor forskel, at tilfældighederne ikke har fået lov til at råde, og så har han fået øjnene op for, at det at have en skov der skal tyndes i et år med efterspørgsel på brænde kan være en god forretning.  

 

-Min skov skal ikke give overskud, men jeg kan finansiere nogle tiltag med indtægter fra salg af træ. Eksempelvis har jeg fået lavet nogle spor og vildtagre, forklarer Claus Andersen. 

 

Som en god flaske vin 
Der er ikke frit valg fra alle hylder, når man vil indrette sin skov, og i Claus Andersens tilfælde fandtes der på ejendommen paragraf 3 hede, og det betyder, han ikke her må gøre noget uden dispensation. Andre steder ligger skov i Natura 2000-områder, hvor der ligeledes kan være restriktioner for driften. Dette vil altid være ført ind i en driftsplanplan, forklarer Line Kragelund.  

 

Det er altså et krav, at man ved, hvad man må i sin skov, og som ny skovejer kan det være svært at vide, hvordan de forskellige krav skal gribes an, men det er også en del af rådgivningen, når man får udarbejdet en masterplan hos Claus Hemmingsen og Line Kragelund fra Liebhaverskovfogeden.   

 
Alt det vidste Claus Andersen ikke meget om, før han fik lavet sin masterplan for sine 13 hektar Utopia, men med den nye viden er glæden ved skoven blevet større. Noget skovejeren sammenligner med tilfredsstillelsen ved at drikke en god flaske årgangsvin.    

 

-Når jeg nyder en flaske vin, jeg selv har købt i en vinhandel, så synes jeg den er bedre, for så får jeg af en fagperson at vide, hvad den skal smage af - og så kan jeg smage de ting, og jeg får hele historien med rundt omkring den. Det er netop det Claus og Line gør i forhold til min skov; de fortæller mig, hvad det er der findes i min skov og hjælper mig til at forstå hele processen i skoven. Jeg kender og forstår historien, og det gør nydelsen ved min skov større, slutter Claus Andersen. 

 

Fakta: 

Hvad er en Masterplan og hvad kan den bruges til? 

  • En masterplan er et værktøj til at nå de tanker og drømme, du har med din ejendom. 
  • Masterplanen en slags ”arkitekttegning” som kan udføres helt eller i bidder. 
  • Masterplanen rummer bl.a. kortskitser og beskrivelser af mulige tiltag. 
  • Masterplanen beskriver hvad du må og ikke må, samt hvordan du indhenter tilladelser. 
  • Findes der attraktive tilskudsmuligheder til de foreslåede tiltag, indarbejdes disse i planen. 
  • Endelig indeholder Masterplanen en tidsplan samt et økonomisk overblik. 
  • Tidsplanen er vigtig, eftersom valg af rette årstid ofte er koden til et succesfuldt projekt. 

Kontakt Claus

Mobil: 40 13 44 29
Send en e-mail

Få lavet en

masterplan

 

Se hvordan »

Skovrejsning

søg tilskud

 

Se hvordan »

Nyhedsbrev?

Tilmeld dig her

 

Tilmeld »